Geschickt

Alsace, Frankrig

 

Familiedomænet Geschickt stammer helt tilbage fra 1950’erne. De sidste 10 år har Arnaud (3. generations Geschickt) og hans partner Aurelie drevet domænet, som har været biodynamisk siden 1998. Arnaud, Aurelie og deres hest Iris arbejder løbende på at forbedre den allerede gode biodiversitet i vinmarkerne og har bl.a. plantet frugtræer på forskellige parceller og har arbejdet græsset tilbage i jorden for at skabe mere kvælstof i jorden. 

Arnaud and Aurealies vinstokke står spredt ud over mange forskellige slags terroir, både på Grand Cru parceller med granit og kalsificerede fossiler, men også på små parceller rundt om landsbyen, hvor der også er alluvium (pulveriseret ler) og mergel.

I kælderen bliver vinene bearbejdet præcist og der bliver brugt mange forskellige tønder og amforaer, fx de gamle alsaciske foudre. De har en relativt stor kælder, hvilket ikke er alle vinmagere forundt, og dette giver dem mulighed for at gemme vine, som de synes kræver længere tid og også plads til at eksperimenterer med længere udviklingstid på udvalgte vine, samt at blende forskellige årgange, for at skabe kompleksitet i vinene. 

Vi har fulgt Arnaud og Aurelies udvikling i noget tid og er meget glade for at arbejde sammen med dem, deres vine har stedslighed og understreger både kvaliteten og versatiliteten i både terroir og frugt fra Alsace. Både de store seriøse Grand Cru vine og de mere friske og legende vine har en mineralitet og en renhed der skinner igennem og vidner om Arnaud og Aurelies intelligente arbejde i både marken og vineriet.