LOUIS MAURER

Eichhoffen, alsace, FRANKRIG

 

Louis Maurer er en frisk fyr med masser af smæk på både energiniveauet og kreativiteten i vineriet. Passionen for at lave vin har Louis ikke fået fra fremmede. Familiedomænet er grundlagt i 1960’erne af bedstefar Albert og videreført af Louis’ far, Philippe, som vinificerer under navnet Albert Maurer. 

Louis Maurer startede sit eget projekt i 2016. År efter år overtager han en del mere af faderens økologiske vinmarker, i og omkring Eichhoffen, samtidig med at han opkøber jord og planter stokke. En driftig ung mand, og gudskelov for det. Markerne dyrkes med respekt for naturen og er certificeret økologiske og vinene er rene vidnesbyrd på den ordentlige tilgang i markerne.

I kælderen har Louis sine helt egne idéer om hvad der skal ske og han følger sin intuition. Han har lært meget af sin tid hos bl.a. Catherine Riss og Marc Kreydenweiss. Druerne håndteres med stor forsigtighed, alting spontangæres og der anvendes ingen eller minimale mængder svovl. Vinene lagres på familiens gamle foudres, som er op til 100 år gamle. Louis har et meget nært forhold til sine elskede foudres ligesom mange vinmagere i Alsace.

Vinene hos Louis Maurer er rene, stabile og fulde af løjer. Han er bedst kendt for l’Etrange Orange (den mærkelige orange) en rank Gewürztraminer fra 65 år gamle stokke med 13 dages maceration. I porteføljen er også en vild Pinot Noir. Sagt med Louis’ egne ord: “C’est le Pinot Noir EXTRA!

 

CUVÉE DESCRIPTIONS

+ Crémant d’alsace

Type: Mousserende hvidvin
Drue(r): Pinot Blanc, Pinot Noir & Riesling
Jordbund: Kalksten
Vinifikation: Manuel høst. Basevinen lagres på store gamle foudres. Lagres i 30-måneder sur lattes. Minimal tilsætning af svovl til basevinen.
Certificering: Økologisk

+ Riesling Lerchenberg

Type: Hvidvin
Drue(r): Riesling
Jordbund: Kalksten
Vinifikation: Manuel høst, forsigtigt pres og lagring på store gamle foudres før flaskning.
Certificering: Økologisk

+ L’étrange orange

Type: Orangevin
Drue(r): Gewürztraminer
Jordbund: Kalksten
Vinifikation: Manuel høst, 13-dages maceration i hele klaser. Lagret på store gamle foudre.
Certificering: Økologisk

+ Retour aux sources

Type: Orangevin
Drue(r): Pinot Gris & Riesling
Jordbund: Kalksten
Vinifikation: Manuel høst, 14-dages maceration i hele klaser. Lagret på store gamle foudre før flaskning.
Certificering: Økologisk

+ 100% Pinot Noir

Type: Rødvin
Drue(r): Pinot Noir
Jordbund: Kalksten
Vinifikation: Manuel høst, 40-dages maceration i hele klaser. Lagret på store gamle foudres før flaskning.
Certificering: Økologisk